Musik

Klassisk Søndag med Carl Nielsen Klaverduo

Efterårets Klassiske Søndag kommer til at stå i den fynske komponist Carl Nielsens tegn, når Carl Nielsen Klaverduo, som består af de to dygtige koncertpianister Rikke Sandberg og Kristoffer Hyldig, tager plads ved Steinwayflyglet i Middelfartsalen på KulturØen. Det er søndag den 27. oktober kl. 15.00-17.00, og billetter koster 100 kr.

Af Webredaktionen

Foto: Julia Severinsen

Dagens program kommer bl.a. til at bestå af Carl Nielsens 3. symfoni ’Espansiva’ som firhændigt værk. Tilbage i 2019 fandt Rikke Sandberg ved en tilfældighed værket på nettet, og det var kun blevet opført ved ganske få private lejligheder af Carl Nielsen selv og kollegaen Henrik Knudsen. Der vil også være et værk af Carl Nielsens far, Niels Maler Jørgensen, på programmet, nemlig ’Højby Skyttemarch’, arr. for firhændigt klaver af sønnen Carl Nielsen, og fuldendt af Kristoffer Hyldig og Rikke Sandberg.

Foruden værker af Carl Nielsen kan du denne eftermiddag også lytte til ’Tre stykker for firhændigt klaver’ af Fanny Mendelssohn og ’2020’ af Søren Nils Eichberg.