Simon læser

’Hvad skal vi med al den skønhed?’ af Rasmus Nikolajsen

Hver årstid har sine særlige bøger, der begynder at lyse op i reolen, når bladene falder eller blomsterne springer ud. Sådan en bog er Rasmus Nikolajsens lille langdigt, ’Hvad skal vi med al den skønhed?’ fra 2018, for mig. 

Undertitlen er ’Efterårsdigt’, og digtene er efter sigende skrevet på gåture ”mens bladene faldt af træerne.” Jeg vil vove at påstå, at det kan mærkes! Typisk nikolajsensk er digtet systemisk struktureret efter tallet otte: 64 sider med 8 linjer på hver 8 stavelser på hver side. 

Langdigtet er lysende smukt som efterårsløvet, men det er en melankolsk glød, der brænder: Digteren tvivler på skønhedens gyldighed, men benytter sig af selvsamme sprog. For hvordan ellers tro på en fremtid, hvis ikke der er noget at holde fast i eller et fællesskab at tro på? 

Læs digtet langsomt, mens kaffen damper - gerne på en gåtur, mens de sidste blade slipper deres grene og mørket sænker sig i horisonten. Der er nedfaldsmetaforer, fællesskabslængsel, forvandling og dødsaccept i lange, svævende baner:

”et / blad roterer en omgang på / vej ned og mumler: min verden / findes ikke længere, men / jeg gør og måske er det kun / tilsyneladende at de / faldende blade søger mod / ensomheden, måske søger / de et andet fællesskab”