Sindssyg God Søndag
Sindssyg God Søndag løber af stablen den 18. august kl. 11 – 16 i Teglgårdsparken i Middelfart. I år kan du bl.a. opleve Anna Juul, Katinka Bjerregaard, Mathilde Falch, Kristian Ditlev Jensen og mange flere.
Af Webredaktionen
Kom til en-dagsfestivalen Sindssyg God Søndag, hvor der rundt omkring i Teglgårdsparken foregår en masse ting, bl.a. foredrag, interviews, musik, teater, gøgl og kunst, der alle – på én eller anden måde - har med det mentale helbred at gøre.
På dagen kan du bl.a. prøve at forme dit eget skøre selvportræt i ler, opleve danseforestillingen BENCHED ved Uppercut, synge med på fællessang med skæve takter og tekster, høre koncertforedrag med Mathilde Falch eller gå til forfattertalks med fantastiske kunstnere som Katinka Bjerregaard, Anna Juul, Kristian Ditlev Jensen og Sophie Gevind.
Som optakt til dagen er der læsecafé og oplæsning på biblioteket på KulturØen, samt lyserød parade gennem midtbyen.
’Sindssyg God Søndag’ er en årligt tilbagevendende begivenhed, som foregår ved det gamle sindssygehospital i Teglgårdsparken i Middelfart.
Arrangementets formål er på forskellig vis at sætte spot på psykiske lidelser og derved nedbryde tabuet omkring dem
Dagen er arrangeret af Psykiatrien i Region Syddanmark, Middelfart Museum og Middelfart Kultur & Bibliotek. Støttet af Kulturregion Trekantområdet, samt sponsorat fra Sixtus Sinatur Hotel & Konference.